Tur til London 27. marts 2017

Vi tog på en tur til London fra mandag til torsdag med vores kortvenner Bo og Vibeke. Om søndagen kørte vi til Billund for at overnatte på et bed and breakfast for at vi ikke skulle stresse sådan om morgenen.

Vi spiste aftensmad hos min mor og mødtes så med Bo og Vibeke om aftenen og vi sad og hyggede os med at spille Partner.

Mandag 27. marts

Mandag morgen kørte vi ud til lufthavnen og da vi ikke kunne tjekke ind endnu, fordi Ryan Air ikke havde fået passagerlisten endnu, satte vi os og spiste morgenmad.

Derefter gik vi hen for at tjekke ind, men nu var det godt nok lige kommet en kø, så det tog sin tid. Der var heller ikke meget personale til alle de mennesker. Derefter gik turen videre til en anden LAAAANG kø for at vise pas inden sikkerhedstjekket. Nu opstod der brokkerier rundt omkring fordi der var kort tid til, at man skulle være ved gaten og der var mange, som fik det problem. Men der kom en dame frem ind imellem og spurgte, om nogen skulle der og derhen for så skulle de lige springe over køen og direkte til sikkerhedstjekket. Problemet var så at nogen slet ikke havde fået vist pas endnu så de måtte også lige springe over den kø og hen forrest. På et tidspunkt blev det vores tur til at kravle under snoren og til sikkerhedstjekket og så spænede vi hvad remmer og tøj kunne holde til ud til gaten for blot at opdage, at der var tid nok og vi bare skulle stå og vente der inden vi kom ombord.

Da vi så endelig kom om bord sad vi i næsten en time og ventede på at lette fordi der var tåge i Stanstedt. Så det var en hektisk start på turen.

Men endelig kom vi da af sted og da vi kom til Stanstedt holdt toget der allerede men vi nåede at springe på.

Da vi kom til Liverpool Street  Station fandt vi et sted at spise inden vi kørte videre med undergrundstoget til Paddington, hvor vi skulle finde vores hotel. Hjemmefra havde vi set at det ikke lå så langt fra og Peter førte an med sin mobil og vi gik og gik og gik og…. I laaaang tid. Da vi så endelig nåede hotellet havde han glemt, at vi var gående og ikke i en bil så i stedet for den halve time det tog, kunne vi have gjort det på 5 min.

På hotellet spurgte de om vi havde noget imod at bo i kælderen og det havde vi ikke, men der havde vi heller ikke set værelset endnu. For at komme derned skulle vi skubbe en tung dør op, som vi så skulle holde for at komme ned af en meget smal og stejl trappe og det er ikke nemt med kufferter skulle jeg hilse og sige.

Værelset var ikke stort, men det var badeværelset til gengæld. Det var faktisk dejligt stort, men til gengæld larmede luftkanalen, som om vi stod ned i undergrundsbanen når vi tændte lyset og det blev ved 5 min efter vi havde slukket det. Og loftet knirkede hver gang der gik nogen oven over os.

Peter gik op i receptionen for at snakke med dem fordi vi kke kunne komme på nettet og da han så kom ned kunne jeg ikke finde ud af låse op så han kunne komme ind. Så han måtte op igen og de kom med ned og jeg skulle så skubbe nøglen ud under døren, men døren var låst dobbelt så de måtte op igen for at se, hvordan det fungerede inde fra inden de så kunne råbe ind til mig, hvad jeg skulle gøre og så kom han ind. Sikke en start. Det var en dims som skulle trykkes ned for at låse døren op. Jeg havde prøvet alt muligt undtagen at trykke ned :-)

Udsigten har jeg slet ikke nævnt. Det var en skakt. Vi spurgte om de ikke havde et andet værelse og det kunne vi få at vide dagen efter.

Vi skulle mødes med Bo og Vibeke (de boede på et andet hotel) på Picadilly Circus undergrundsstation for at komme hen til et teater og konvertere vores printede billetter til rigtige billetter fordi vi dagen efter skulle ind at se Phanton of The Opera.

Efter at have gået lidt rundt tog vi undergrunden tilbage til Paddington hvor vi gik ind og spiste inden vi gik hjem til os selv.

Tirsdag den 28. marts:

Om morgenen fik vi at vide, at der var et andet værelse og at vi kunne stille vores bagage i receptionen og så komme tilbage kl. 13 for at få værelset. Så vi var jo bundet af det tidspunkt, så vi kunne jo ikke tage så langt væk, så vi gik en tur i Hyde Park (troede vi) det viste sig at være Kensington Park, som ligger ved siden af.

Vi gik en runde og så Albert Memorial, som ligger overfor Royal Albert Hall og der var de ved at optage noget tv. Der gik i hvert fald nogle mennesker og talte, mens der blev optaget. Vi kom også forbi Kensington Palace, hvor Prinsesse Diana boede.

Ude af parken fandt vi et sted at spise frokost inden vi gik hjem til hotellet til vores nye værelse.

Det var så til gengæld om muligt mindre end det andet og badeværelset var så lille, at man næsten ikke kunne være der og brusekabinen var så lille, at Peter dårlig kunne være der så jeg kunne da slet ikke og der var heller ikke plads til at tørre sig med mindre man åbnede døren ind til værelset. Her havde vi så vindue lige ud til gaden, hvor der kørte tonsvis af busser.

Vi havde en palaver med dem fordi der var så drøn varmt på værelset og vi kunne ikke selv skrue ned, så vi bad dem om at skrue ned. Nu var det lidt svært at kommunikere fordi ham der på det tidspunkt sad i receptionen næsten ikke kunne engelsk og han mente, at alle gerne ville have det varmt om natten, men det ville vi ikke. På mærkelig vis, var der skruet ned for varmen da vi kom tilbage om aftenen.

I det hele taget ved jeg ikke lige hvad englænderne arbejder med for det er ikke indenfor servicefagene for det var udlændinge og stort set alle steder vi spiste var det italienere og de talte med sådan en fart, at man ikke kunne forstå hvad de sagde. Jeg måtte bede dem tale lidt langsommere.

Om eftermiddagen tog vi i Madame Tassauds og der var ca. 1 million unge mennesker og hold da op, hvor kunne de larme og alle skulle fotograferes sammen med figurerne og når der så også kørte musik i baggrunden var støjniveauet rimeligt højt.

Vel ude igen satte vi os og fik noget at drikke inden vi skulle videre og mødes med Bo og Vibeke nede ved teateret. Overfor lå en restaurant og der  havde vi aftalt at spise. Det var der jeg måtte bede dem tale lidt langsommere. Vi nåede lige akkurat de 3 retter inden vi skulle over og finde vores pladser.

Vi havde fået pladser på balkonen og jeg skal lige love for, at man var stuvet sammen der. Når man først var blevet plantet i stolen kunne man ikke flytte sig. Knæene stødte op i stolen foran så du kunne stort set ikke flytte benen.

Stykket var nu heller ikke lige noget for mig og da slet ikke noget for Peter og da vi sad så elendigt besluttede vi at gå i pausen, men de andre blev. Vi tog hjem og slappede af inden vi gik i seng.

Onsdag den 29. marts:

Om onsdagen skulle vi mødes med Bo og Vibeke ved London Eye og vi havde jo købt billetter hjemmefra, så man slap for at stå i kø med dem som ikke havde nogen billetter, men det så ud til, at stort set alle havde gjort det så vi stod jo alligevel i kø. Først for at få billetterne og så for at komme op i pariserhjulet. Jeg havde gruet for det, men det var ikke så slemt. Man kunne sidde på bænke i midten og gå rundt hvis man havde lyst, men det var jeg ikke vild med.

Undervejs kunne vi se, at nede på London Bridge var en masse politi, ambulancer og brandbiler og i luften var flere helikoptere og i vandet en masse politibåde. Vi tænkte, at det måske havde noget at gøre med, at briterne på det tidspunkt underskrev Brexit. Men nede på jorden igen fandt vi ud af, at der var en der var sprunget i vandet. Om de fandt vedkommende vides ikke.

Vi sejlede også en tur på Thamsen inden vi gik i hver sin retning. Vi gik op på London Bridge og der var nu lukket for trafik og det viste sig, at der var en mindehøjtidelighed i gang vedrørende ulykken ugen før.

Vi fik en sandwich inden vi gik hen i Westminster Abbey. Da jeg havde gået lidt rundt trængte jeg i den grad til at sidde ned for jeg  havde bare SÅ ondt i benene og jeg gik hen til udgangen igen og satte mig og ventede på Peter. Men det viste sig, at man skulle følge en rute, så han kom ud et helt andet sted og ringede til mig og sagde, at nu stod han udenfor. De havde lukket den dør vi var kommet ind af, så jeg måtte finde en anden udgang og der var snore for så jeg spurgte om jeg ikke kunne få lov at komme ud der for min mand stod udenfor og det fik jeg så lov til og Peter stod så omme på den anden side af kirken, men vi fandt da hinanden. Godt man har mobiltelefoner.

Nu var Peter også ved at være træt i benene så vi tog hjem og hvilede os lidt inden vi gik op og fik noget at spise det samme sted, som den første aften.

Torsdag den 30. marts:

Det var hjemrejsedag, men vi skulle først med et tog til lufthavnen 15.30, men vi havde jo også vores bagage så vi tjekkede ud og tog til Liverpool Street Station og fik bagagen opbevaret og gik så hen til Old Spital Fieldsmarket, hvor vi traskede lidt rundt og fik noget at spise og ude igen satte vi os og fik en is og så sad vi og kiggede indtil vi gik hen på stationen og ventede på de andre og da de kom kunne vi lige nå et tog, som holdt der.

Ude i lufthavnen ville vi så tjekke ind, men nej, vi skulle vente en time inden vi kunne gøre det. Vi så nogle betjente med maskingeværer gå rundt så der blev passet godt på os. Der stod bare nogle bænke vi kunne sidde og vente på. Men endelig kunne vi så tjekke ind og stå i kø igen, først ved tjek ind og så ved sikkerhedstjekket og så kunne vi ikke få at vide, hvilken gate vi skulle gå til før 1 time efter, så vi gik ind og fik noget at spise og sad og ventede inden vi så kunne gå ud til gaten.

Så stod vi kø der, inden vi kom om bord og kunne flyve hjem.

Vi fik da set noget, men kors hvor havde jeg ondt i benene.

I Billund holdt maskinen næsten ½ time inden vi blev lukket ud fordi den lige skulle på plads og så skulle vi lige stå i kø igen for at vise pas, men så fik vi også fat i bagagen og så gik det bare hjemad og vi var hjemme ved midnatstid.